Arbejde kommer før familie

Hver anden dansker med børn prioriterer arbejdet før familien en gang hver uge. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk. Tendensen er velkendt for sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver anden dansker med børn prioriterer arbejdet før familien en gang hver uge. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk. Tendensen er velkendt for sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal.

- Der er ingen tvivl om, at det moderne arbejdsliv har store konsekvenser for familielivet. Man gerne vil arbejdslivet, og så bliver familien ofte taberen i spillet om tid og opmærksomhed, siger hun til Avisen.dk.

Undersøgelsen viser også, at knap hver 10. af os sætter arbejdet i første række to-tre gange om ugen.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, har ofte forældre med dårlig samvittighed i sin praksis.

- Det går ud over alle parter, at forældrene prioriterer arbejdet højt. De forældre jeg møder, er frustrerede over, at de hele tiden synes, at de er det forkerte sted. Når de er sammen med børnene har de dårlig samvittighed over, at de ikke arbejder og omvendt, forklarer Margrethe Brun Hansen.

Margrethe Brun Hansen forklarer, at børnene oplever mindre nærvær, når de skal puttes, ligesom at de taler i telefon, når børnene skal hentes i børnehaven eller vuggestuen.

- I nogle institutioner har de måttet indføre mobilfri zone, siger hun.

Forældrenes benhårde prioritering skyldes ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal, at de vigtigste identitetsgivere for moderne mennesker er arbejdsliv og privatforbrug:

- Ens partner og børn får ofte ikke noget ud af den selvrealisering, den enkelte opnår ved at arbejde meget, udover nogle økonomiske fordele. Familien er lukket ude af den enkeltes arbejdsliv, forklarer Birthe Linddal.

- I dag er der mange forældre, som ikke kan forklare deres børn, hvad deres job er. Det bliver ofte noget, som lyder i nærheden af: 'Far arbejder med noget med computere'.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen mener, at det kan være sundt at prioritere arbejdet højere end familien en gang i mellem, men hun understreger, at det skal planlægges.

- Du kan sagtens vælge en fast dag om ugen, hvor du giver den gas på arbejdet. Men sørg for at børnene bliver hentet til normal tid og ikke oplever pludselige ændringer i deres hverdag.

 


Nyhedsoverblik