Arbejde i grøn sæbe

Miljørigtige rengøringsmidler og produkter til personlig pleje har skabt et eksporteventyr for ungt iværksætterfirma fra Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grøn vækst - med arbejdspladser i. Det er tit den vision, der bliver malet for Danmark. I Holeby er det virkelighed. Iværksætterfirmaet DOT DOT er på få år gået fra gået fra en ide hos Louise Irgens og Christian Olsen - til virksomhed med 10 medarbejdere, der eksporterer til blandt andet Tyskland, England, USA og Kina.

- Det var et mål helt fra starten af, at vi skulle sælge i udlandet. Danmark er jo på størrelse med Hamborg, så der var bedre muligheder for vækst i udlandet, siger Christian Olsen, der er en af ejerne.

Nye jobs på vej

Det går så flyvende, at DOT DOT nu planlægger at forøge medarbejderstaben fra 10 til 30-40 medarbejdere.

- Det går rigtig godt. Vi får gode ordrer og kunderne fylder ordrerbøgerne. Lige her i finanskrisen har mange af konkurrenterne måske ikke lige overskud til at lægge mærke til nye på markedet som os, siger Louise Irgens, den anden ejer af DOT DOT.

De to startede DOT DOT for bare få år siden. I december 2010 begyndte indretningen af virksomhedens helt egen produktion i Holeby og i februar startede maskinerne op.

Tidligere Vestas-folk ansat

Torben Thorsager, der tidligere arbejdede hos Vestas indtil det lukkede, var en af de første ansatte.

- Den ene øjeblik er jeg produktionschef, det næste logistikchef, og så kan jeg pludselig være ham, der fejer. Det er noget af det sjove i at være med fra starten af.

At det er en tidligere Vestas-mand, der nu sender sæbe afsted, er bestemt ikke tilfældigt - det er faktisk en af årsagerne til, at produktionen blev lagt i Holeby.

- Vi vidste, at der var velkvalificeret og faglært arbejdskraft, der var ledig på Lolland. Det er vigtigt, for i udlandet slår vi på, at vores produkter er lavet af dygtige medarbejdere. Og at det er kvalitetet og uden fejl, siger Christian Olsen.

Miljø og fleksibilitet virker

DOT DOT lever højt på, at Danmark i udlandet har et godt brand på miljørigtige produkter. Og så er virksomheden i Holeby mere fleksibel end de større konkurrenter.

- Vi har alt under et tag. Både designere, kemikere og produktion på et sted. Der kan vi noget, de andre ikke kan, siger Louise Irgens.

DOT DOT eksporterer til 36 lande og har over 500 forskellige produkter - noget, det i øvrigt tog 4 kemikere halvandet år at udvikle.


Nyhedsoverblik