Antvorskov-røver ville sælge våben i fængslet

En af de dømte for det store våbenkup på Antvorskov Kaserne har angiveligt forsøgt at sælge geværer videre, mens han sad i fængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om 30-årig mand allerede én gang er dømt for våbenkuppet mod Antvorskov Kaserne, risikerer han nu at blive straffet igen - denne gang for at ville sælge en stor del af de røvede våben.

I en nævningesag i Glostrup, som begynder på onsdag, anklages han for at planlægge salget af 43 militære automatgeværer.

Det var i januar 2009, at maskerede mænd trængte ind på kasernen i Slagelse og slap væk med i alt 201 våben og våbendele.

Forsvarer kalder det dobbelt straf

Siden blev den nu 30-årige idømt fængsel i otte år for røveri og besiddelse af skydevåben, men under afsoningen planlagde han ifølge anklagemyndigheden sammen med andre at sælge de mange geværer, som lå gemt på et loft i Brøndby.

- Vores synspunkt er, at han ikke kan dømmes, siger mandens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.

Advokaten mener, at sagen juridisk set er enestående.

- Det er ikke en situation, man har været i før med hensyn til våben, siger advokaten.

- Det svarer til, at en mand først får fire års fængsel for at smugle et kilo kokain over grænsen. Og at han, når politiet så senere finder kokainen, får fire års fængsel oveni for at have opbevaret kokainen, forklarer Michael Juul Eriksen.

Anklager vil ikke tale med pressen

Hos statsadvokaten medgiver anklager Ulrik Sjølin Pedersen, at sagen er usædvanlig, men han vil ikke forud for retsmøderne kommentere detaljer over for pressen.

En dommer har valgt at beskytte den 30-årige med navneforbud. Tidligere har han været omtalt som arkitekten bag røveriet mod kasernen. Egentlig skulle de mange våben være brugt af danske soldater i Afghanistan, men nogle af dem havnede i rockerkredse.

En af de andre deltagere i røveriet var en tidligere sergent, som kendte sikkerhedsforholdene på Antvorskov Kaserne ud og ind. Han blev anholdt af PET, da han gjorde tjeneste i Kosovo.

Holdt salgsmøder i fængslet

Forhandlingerne om salget af de 43 geværer stod på i foråret og sommeren 2011, hævdes det i anklageskriftet. Blandt andet blev der holdt "koordinerende møder" i besøgsrum i Vestre Fængsel og i Nyborg Statsfængsel.

Nævningesagen i Glostrup løber over flere dage, og dommen ventes i midten af februar.

/ritzau/


Nyhedsoverblik