Antallet af langtidsledige er steget voldsomt

Antallet af langtidsledige stiger markant, selv om tal fra Danmarks Statistik viser, at der er blevet lidt færre arbejdsløse i forårsmånederne. Det skriver Politiken onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2009 var der 16.000 langtidsledige, hvilket svarede til 9 procent af de arbejdsløse, men på blot et år er antallet af langtidsledige steget til 20 procent af de arbejdsløse - nemlig 41.600 langtidsledige. »Langtidsledigheden er bombet 12 år tilbage, så vi er på vej til 1990'ernes niveau for langtidsarbejdsløshed«, siger arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag beregningerne, til Politiken.

Der er i øjeblikket 162.400 arbejdsløse, når de aktiverede tælles med, hvilket svarer til, at 5,9 procent af arbejdsstyrken står uden job. Der er tale om et beskedent fald i forhold til december sidste år, da arbejdsløsheden toppede på 166.300 eller 6,1 procent, når der er taget højde for sæsonudsving.

- Vi er inde i et forløb, hvor der ikke rigtig for alvor bliver gjort indhug i arbejdsløsheden. Der bliver ikke skabt arbejdspladser, så vores beregninger viser, at langtidsledigheden i 2011 kan stige til 2 procent af arbejdsstyrken eller 25 procent af de arbejdsløse«, siger Erik Bjørsted til Politiken.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) hæfter sig ved, at Danmark har det næstlaveste antal langtidsledige i EU ifølge den statistik, som samarbejdsorganisationen OECD netop har offentliggjort.

- Udviklingen i langtidsledigheden er en af mine væsentligste fokusområder. Menneskeligt og samfundsmæssigt er langtidsledighed en af de store omkostninger ved økonomiske kriser. Det gælder ikke mindst for de unge og nyuddannede. Derfor er det vigtigt, at langtidsledigheden ikke bider sig fast«, siger hun til Politiken.


Nyhedsoverblik