Antallet af dræbte motorcyklister er fordoblet på to år

Et rekordstort antal motorcyklister omkom på vejene i 2008. Politikens løbende optælling viser, at 43 trafikanter på motorcykler indtil videre er døde i år. Det er en fordobling på to år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2005 døde 17 motorcykelkørere, året efter steg tallet til 22, og sidste år eksploderede det til 36.

En af de mest udbredte mc-ulykker sker, når biler, der skal svinge til venstre, overser den tohjulede trafikant, der kommer imod dem i den anden vejbane. Det fremgår af en opgørelse, Rådet for Større Færdselssikkerhed har udfærdiget til Politiken.

På den måde døde 7 motorcyklister i år. En lignende ulykkestype - dem var der 4 af i år - er ulykker, hvor en motorcykel er ved at overhale en bilist eller kører op bag i en bil, der skal stoppe eller svinge til venstre.

En tredje typisk ulykke i samme kategori er situationen, hvor biler overser motorcyklen ved ubetinget vigepligt. Her blev 6 dræbt på motorcykel.

Og der er en særlig grund til, at de dominerende ulykkestyper er dem, hvor mc'en kolliderer med en bil i forbindelse med en sving- eller overhalingsmanøvre. Det fastslår politiassistent Steen Erik Hansen - en af de få civile motorcykelbetjente, der udstyret med videokamera kører rundt på vejene for at holde øje med trafikken:

- Motorcyklerne kører hurtigt - ofte for hurtigt - og bilisterne undervurderer deres fart. Måske ser de dem slet ikke. Måske tror de, det bare er knallerter, siger Steen Erik Hansen.


Nyhedsoverblik