Annoncehajer huserer igen

Foto: TV ØST

En sekretær sagde nej til at blive skrevet op i Ervhervsoplysningen - alligevel fik hun en regning på knap 10.000 kroner.

Inge Caspersen var ikke i tvivl, da hun blev ringet op af en sælger.

- Han tilbød, at vi kunne komme til at stå i Erhvervsoplysningen, men det har vi slet ikke brug for, så jeg sagde klart nej tak, siger Inge Caspersen.

Inge Caspersen arbejder i kirken i Præstø, og her har man aldrig haft brug for den slags reklame. Derfor undrede det hende, at manden sagde, at kirken allerede stod skrevet op på Erhvervsoplysningens internetside, men hendes undren skulle blive endnu større.

- Så fik jeg en regning på 9.337,50 kroner.

Den regning nægter Inge Caspersen at betale, og hun skrev med det samme et brev til erhvervsoplysningen.

- Jeg blev noget skuffet over, at nogen forsøget at snyde mig på den måde, siger Inge Caspersen.

Telefonsælgere, der benytter sig af tvivlsomme metoder er ikke et ukendt fænomen for byens handlende.

- Jamen, Det oplever vi ofte, især her i sommermånederne, men også resten af året, at sælgerne ringer og vil forlænge abonnementer, der ikke findes, siger Finn Esmann, der er formand for Præstø Handels- og Erhvervsforening.

Direktøren for Erhvervsoplysningen siger i dag til TV2 Øst, at der må være sket en misforståelse, og at regningen vil blive annulleret. Men han mener, at Inge Caspersen burde have ringet til Erhvervsoplysningen i stedet for at skrive et brev.

Finn Esmann mener til gengæld, at sagen er blevet grebet helt rigtigt an.

- Det var fint ageret fra hendes side, men det burde slet ikke være kommet derud, hvor hun fik en ordrebekræftigelse. Jeg mener det er meget frækt, og der bør tages hårdt fat i dem, der laver telefonsalg på den måde, siger han.

Efter vores interview med Inge Caspersen modtog hun i dag også et indbetalingskort lydende på 9.337 kroner fra Erhvervsoplysningen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App