Anklager vil have politimand i fængsel

En politimand, der er tiltalt for at have dræbt en biltyv i Kalundborg, skød ikke, fordi han var i livsfare, mener anklageren. Hun kræver frihedsstraf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var ikke nødværge, da en 44-årig politimand fra Kalundborg sidste år på en parkeringsplads trak sit tjenestevåben og affyrede fire skud mod den 36-årige Michael Nielsen. Det fastslår anklager Mette Vestergaard, der kræver politimanden idømt ubetinget frihedsstraf.

- Der var ikke tale om en tilspidset situation på parkeringspladsen. Der har ikke været skyggen af en livsfarlig situation for tiltalte og hans kollega, sagde Mette Vestergaard torsdag i Retten i Holbæk.

Politibetjenten har forklaret, at han affyrede skuddene, da han stod 2-3 meter foran bilen og mente, at den var på vej mod ham. Han affyrede tre skud lige efter hinanden. Det fjerde skud faldt ifølge hans forklaring nærmest ved en fejltagelse, da han på et tidspunkt skubbede til bilen med begge hænder med en stavlygte i den ene og sin 9 mm pistol i den anden.

Den forklaring er dog i retten blevet modsagt af de tekniske undersøgelser. Ifølge anklageren er skuddene faldet på et tidspunkt, hvor både den tiltalte betjent og hans kollega befandt sig til højre for bilen, der veg uden om dem i en bue for at komme væk.

- Politilovens regler for skudanvendelse har ikke været opfyldt, sagde Mette Vestergaard.

Politimanden er tiltalt efter straffelovens paragraf 246 om grov vold med døden til følge. Anklageren kræver fængselsstraf, men overlader det til retten at udmåle straffen. Der ventes dom fredag.

Siden 1930 er politibetjente herhjemme kun i to tilfælde fundet skyldige i at have brugt tjenestevåbnene i strid med
reglerne. I en sag fra Rådvadsvej blev en betjent kendt skyldig i dødsvold, men han slap for straf. I en anden dag fra Hanstholm blev en betjent kendt skyldig i vold, men også i den sag bortfaldt straffen.


Nyhedsoverblik