Anja Andersen fyret i rumænsk topklub

Efter bare en måned i klubben er Anja Andersen blevet fyret i rumænske Oltchim Valcea.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anja Andersen er fyret som træner i den rumænske håndboldklub Oltchim Valcea. Det bekræfter hendes samarbejdspartner over for ekstrabladet.dk.

- Resultaterne kommer åbenbart ikke hurtigt nok, og klubben har ikke tålmodighed til at vente på, at træning og spillestil blev ændret i en mere skandinavisk retning, siger direktør i selskabet Pathfinder Lasse Zäll til ekstrabladet.dk.

Det var via selskabet Pathfinder, at Anja Andersen i begyndelsen af februar blev ansat i den rumænske klub. Opgaven blev udlagt sådan, at hun skulle være med til at definere en helt ny håndboldkultur i klubben.

Hun skulle således også være med til at finde klubbens nye træner, men satte sig selv i spidsen for holdet, mens der blev arbejdet på at løse denne opgave.

- Spillerne i klubben har jublet over at være fri for den hårde og diktatoriske træningsform, som de var vant til. Men det var en jubel, der ikke varede ret længe, siger Lasse Zäll.

Fyringen kommer ikke som det helt store chok, da klubbens præsident allerede efter to ugers samarbejde var rasende over Andersens arbejde på trænerbænken i forbindelse med en Champions League-kamp.

- Et kvarter før tid fører vi med seks mål. Nederlaget er uacceptabelt og kan koste os kvalifikationen til semifinalen. Men Anja Andersen skal kigge indad.

- Der er mange af de dispositioner, hun foretog i kampen, jeg ikke forstår. Hvorfor skulle Valentina Ardean Elisei (normalt venstre fløj, red.) for eksempel spille playmaker? sagde han ifølge til nyhedssitet Prosport.

/ritzau/


Nyhedsoverblik