Fængslet for dødstrusler mod statsministeren

En 43-årig mand fra Kalundborg-egnen er fængslet for trusler mod Lars Løkke Rasmussen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 43-årig mand fra Kalundborg-egnen er anholdt og fængslet for dødstrusler mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans familie.

Manden kræver  i et trusselsbrev Danmark ud af Afghanistan inden 27. september, ellers bliver statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans nærmeste slået ihjel.

- Han har for et par uger siden fremsat lignende trusler, men dengang blev det vurderet, at han ikke skulle fængsles. Men med de nye trusler er det besluttet at fremstille ham i et grundlovsforhør, siger vicepolitiinspektør Oskar Lassen fra Københavns Politi.

Ifølge trusselmageren er han en del af en gruppe, hvor hans opgave er at fremsætte truslerne, mens de øvrige i gruppen skal udføre drabene, såfremt Danmark ikke trækker tropperne hjem.

Trods de alvorlige trusler havde politiet ikke de store problemer med at finde frem til trusselmageren. Han havde nemlig forsynet trusselsbrevet med sit eget navn og adresse.

 


Nyhedsoverblik