Andreas Mortensen bryder normen

Foto: TV ØST

En af FC Vestsjællands angribere fik i denne uge papir på en lang videregående uddannelse. Og det er et særsyn. Fodboldspillere på højt niveau står nemlig ofte uden uddannelse, når karrieren er slut.

Vi kender Andreas Mortensen som en mand med næse for mål hos FC Vestsjælland. Men angriberen er netop efter seks års studier blevet cand. merc. med specialisering i strategi, organisering og ledelse. Mange fodboldspillere har ellers intet at falde tilbage på. Det giver problemer, når karrieren er forbi.

- De tilhører ofte A-holdet som helt unge med en god løn og ofte feteret. Så der skal ikke den store fantasi til at forestille sig, hvordan det kan påvirke dem, når de som 30-årige må kæmpe for at få et job som ufaglært, siger studierådgiver Kristian Lodberg fra Study4player.

Ifølge Idrættens Analyseinstitut tager professionelle fodboldspillere ikke i samme grad en uddannelse som andre elitesportsudøvere. Derfor har spillerforeningen oprettet Study4players, hvor sportsfolk kan få råd og vejledning om uddannelse. Og det behøver ikke gå ud over fodboldkarrieren.

- Det bedste eksempel er vel Anders Lindegaard, som netop har skrevet under med Manchester United. Han har gennem de seneste fire år været tilknyttet Syddansk Universitet, hvor han har læst HA, siger Kristian Lodberg.

En lang uddannelse ved siden af fodbolden kan virke uoverskueligt. Men Andreas Mortensen råder andre spillere til at springe ud i det og så bygge på med delmål.

- Normalt er det næste weekend, vi har som mål. Det er der, vi skal "performe". Her skal man i stedet fokusere på næste eksamen og så tage et skridt ad gangen, siger den 31-årige angriber.

Uddannelsen giver Andreas Morten nye perspektiver i livet end den til tider lukkede forboldverden.

- At træde ud af den bobbel, og se hvordan verden også kan se ud, har været meget motiverende og inspirerende, og det har kun givet blod på tanden til endnu mere og skabt nye drømme, siger Andreas Mortensen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App