Den radikale vælgerforening i Holbæk får ikke deres tidligere partifælle Anders Samuelsen (NA) til at droppe sin plads i Europa-Parlamentet, hvor de vil have ham til at overlade pladsen til en radikal. Samuelsen bliver siddende, fastslår han over for Ritzau.
- Jeg er valgt på grundholdninger og EU-valget er i høj grad et personligt valg, siger han og fremhæver et meget højt personligt stemmetal.
Samuelsen er den ene af tre partistiftere bag Ny Alliance. Han blev i sidste uge kritiseret for at have det største fravær blandt de danske EU-parlamentariker. Men han afviser, at den ny rolle som partistifter går ud over arbejdet i Europa-Parlamentet.
Samtidig afviser han, at indkomsten fra Europa-Parlamentet spiller nogen rolle.