Anbragte børn i regionen mangler mentorer

Kom og bliv mentor for et anbragt barn. Sådan lyder opfordringen nu til folk her i landsdelen fra organisationen Lær for Livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ikke mange 14-årige drenge, der elsker at lave lektier. Men for Emil Villumsen i Sibberup syd for Regstrup er de blevet en positiv beskæftigelse. Siden nytår har han nemlig haft en mentor.

- Han kan hjælpe mig med lektierne, og samtidig er han en rigtig god ven, som jeg har det sjovt med, fortæller 6. klasse-eleven, der bor hos plejeforældre.

Det er organisationen Lær for Livet, der står bag ordningen. 24-årige Nicolas Dziegiel fra Holbæk har meldt sig som frivillig mentor for Emil Villumsen. 

Man bliver glad inden i, når man hjælper et barn på den måde. Jeg kan se på Emil, at han er glad og gør fremskridt, siger mentoren, der kommer på besøg en gang om ugen og hjælper med for eksempel stavning og regning.

- Han har selv været en dreng med meget krudt i røven ligesom mig. Det er som om, han forstår mig, siger Emil Villumsen, der har diagnosen ADHD.

At netop anbragte børn har brug for et ekstra skub fastslår en ny undersøgelse, som Kommunernes Landsforening står bag.

Den viser blandt andet, at 40 procent af de anbragte børn ikke har folkseskolens afgangsprøve, når de er 16-17 år. Blandt andre børn er det tal bare 6 procent.

Mentorordningen har behov for flere frivillige her i landsdelen, og hos Lær for Livet håber de, at flere vil melde sig som hjælpere for anbragte børn. Det er især i Vordingborg, Guldborgsund og Odsherred, organisationen mangler mentorer.

 

Hvis man er interesseret i at blive mentor, er man velkommen til at kontakte Lær for Livet på mail: kontakt@laerforlivet.dk eller på telefon 6115 6444. 

 

 


Nyhedsoverblik