Anbefalinger giver dig knastør flæskesteg

Foto: TV ØST

Supermarkedernes anbefalinger til, hvordan du tilbereder julens flæskesteg gør kødet tørt og kedeligt. Brug en kogebog og ikke opskriften på pakken, lyder det.

Flæskestege i de danske supermarkeder er alle prydet med tilberedningsanbefalinger på enten etiket eller emballage. Men anbefalingerne svinger ikke bare enormt i indhold. De er i mange tilfælde forkerte. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmagasin Foodculture.dk.

Ud af i alt 11 forskellige svinekamme indkøbt i danske supermarkeder var det således kun 4, altså lidt over en tredjedel, hvor der var skrevet korrekte råd til tilberedning på pakkerne.

Det viser en undersøgelse, som ernæringsekspert og chefkonsulent Grethe Andersen har gennemført i 6 danske supermarkeder for Foodculture.dk.

Vi er på usikker grund

- Jeg er meget overrasket over, at der ikke er flere, som har korrekt tilberedningsanvisning på deres svinekamme. Det betyder jo meget for forbrugerne, at de kan servere en saftig flæskesteg med sprød svær for deres familie, og der er mange danskere, som serverer flæskesteg i julen, men ikke laver flæskesteg flere gange om året. Derfor er det vigtigt at svinekammene har korrekt anvisning, som sikrer det bedste resultat, siger Grethe Andersen til Foodculture.dk.

Generelt var der rådgivet om for lang stegetid på anvisningerne, så kødet ville være tørt ved servering. På tre stege var angivet en centrumtemperatur på 75 grader, hvilket ifølge Grethe Andersen er 10 grader for højt.

- Det er alt, alt for længe. Dermed går forbrugerne glip af det møre og saftige kød. Steger man så længe vil det kun føre til tørt kød, siger Grethe Andersen.

Føtex ændrer fejlen indenfor tre dage

Hos Dansk Supermarked, der er organisationen bag Føtex, som angav en 10 grader for høj centrumtemperatur på begge udvalgte flæskestege, har man fundet kilden til de forkerte tilberedningsanbefalinger.

- Det er et levn fra fortiden, hvor industrien ikke havde samme fødevaresikkerhed som i dag, og det er en fejl det ikke er blevet ændret. Det er mere end rigeligt at have en centrumtemperatur på 65 grader, og i løbet af de næste tre dage vil vi ændre tallene, så danskerne kan få den rette vejledning til en saftig flæskesteg juleaften, siger Victor Petri, der er kommunikationsmedarbejder hos Dansk Supermarked.

Føtex forhandler 11 forskellige flæskestegsvarianter og på 5 af dem har tilberedningsguiden anbefalet en centrumtemperatur på 75 grader.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App