Lokale førstehjælpere laver eget beredskab

Foto: TV ØST

I Ulfstrup på Røsnæs kan borgerne af og til vente længe på en ambulance. Derfor har de lokale nu i samarbejde med Region Sjælland lavet et frivilligt beredskab af akuthjælpere.

Det kan godt tage sin tid, når en ambulance skal fra Kalundborg og ud til indbyggerne i området på Røsnæs.

Det har borgerne længe vidst, og derfor har de nu fået samlet deres eget beredskab af frivillige, som kan assistere med førstehjælp.

Det er ti mænd og kvinder fra Ulstrup, som i samarbejde med Region Sjælland har været på et udvidet førstehjælpskursus. Allerede et par gange i år har beredskabet givet en hånd med i lokalsamfundet. Både ved et bistik, forgiftning og ved hjertestop.

- Vi har jo fået at vide fra alarmcentralen, hvad der er galt og så sikrer vi os, om patienten trækker vejret og om vedkommende er ved bevidsthed og så sætter vi behandlingen i gang, siger Phillip Deleuran, der er en af de frivillige akuthjælpere.

Holdet rykker som regel ud, hvis ambulancen ikke kan nå frem indenfor tyve minutter. Det er alarmcentralen, der giver de frivillige besked over SMS.

- Vores baggrund er begrænset, men vi kan da trods alt mere end folk på gaden, fortæller Jens Olesen.

De frivillige mødes jævnligt i det lokale forsamlingshus til en opdatering af deres førstehjælp. Og så gennemgår de akuttasken, der indeholder hjertestarter, medicin, forbindinger og så videre.

Tasken har en fast plads i byen tæt på kirken og kan kun benyttes af det frivillige beredskab.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App