Nyheder fra din hverdag

Alkohol-lås redder liv

Antallet af ulykker på vejene skal bringes ned med en lås, der forhindrer spirituskørsel. Det skriver metroXpress.

En spritbilist skal kunne få kørekortet tilbage efter blot to år, hvis han køber en alkolås til bilen. På den måde kan man 'opdrage' de bilister, der har kørt med for meget alkohol i blodet. Det forklarer den konservative retsordfører, Tom Behnke, der også er Formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed.

- Når først folk har udstået deres straf, så kan de i princippet tage ud og køre spritkørsel igen. Men hvis vi får dem til at installere en alkolås, så sikrer vi os, at de ikke kan køre spritkørsel igen, siger Tom Behnke til metroXpress.

Udmeldingen kommer efter en meget blodig påske på de danske veje. I alt har 13 mennesker mistet livet siden onsdag. Regeringen har tidligere set på en lignende model fra Sverige. Men man gik væk fra den, fordi alkolåsene var for dyre. Men det har ændret sig nu.

- Priserne på alkolåse er faldet betragteligt. Vi gik i første omgang væk fra ideen, fordi spritbilisterne ikke ville have råd til at købe alkolåsene. Men i takt med at teknologien bliver billigere, vil det ikke være noget problem, siger Tom Behnke.

Dansk Folkeparti støtter forslaget. Retsordfører Peter Skaarup mener, at det især vil være et godt signal til unge spritbilister.

- Det er en god gulerod. De får noget at se frem til, i stedet for at de føler, at det er meningsløst at vente i lang tid. Samtidig er bilen et vigtigt redskab for mange, siger han til metroXpress og fortsætter:

- Og alkolåsen bør kunne blive siddende efter periodens udløb. Så sikrer vi, at vedkommende ikke kan køre alkoholpåvirket i bilen igen.

  • Spirituskørsel indgår i mere end hver fjerde færdselsulykke med dødelig udgang.
  • Derudover skyldes trafikuheld ofte høj fart og manglende koncentration hos føreren, som menes at være årsag til ulykken, der søndag kostede fire unge livet ved Ringsted.
  • Rådet for Større Færdselssikkerhed vil ud over alkohol-låse forhøje straffen for at køre for stærkt.

Tip os Har du et godt tip?