Det vi har sammen

Akutjob forsinkes

Foto: TV ØST

Der er ikke håb om en snarlig løsning for de langtidsledige, der er ved at miste retten til dagpenge. Først til sommer er sikkerhedsnettet under dem på plads.

Som det ser ud nu, vil der til nytår være oprettet omkring 3000 akutjob målrettet de langtidsledige, viser en ny prognose fra Ugebrevet A4.

Dermed er regeringen, arbejdsgiverne og kommunerne meget langt fra målet om, at størstedelen af de aftalte 12.500 akutjob skal oprettes inden nytår.

A-kasse: Vi håber ikke, at de svigter

I Metals a-kasse siger lederen, Torben Poulsen, at man har en klar forventning om, at regeringen, KL, Danske Regioner og DA lever op til deres aftale om at skaffe de mange akutjob.

- De private arbejdsgivere skal virkelig til at kridte skoene og have fart på, hvis de skal levere varen. Men vi har en tro på, at de arbejder på højtryk for at leve op til aftalen, siger han til Ugebrevet A4.

Men hvis regeringen og arbejdsgiverne bag aftalen ikke lever op til løfterne, vil a-kasserne kræve, at der kommer lempelser i de nye dagpengeregler, samt at genoptjeningskravet bliver blødt op, siger Torben Poulsen.

1300 akutjob i hele Danmark

Siden det første akutjob blev opslået 31. oktober, har der i alt været opslået 1294 akutjob. Det betyder, at der i gennemsnit er dukket 45 akut-stillinger op per dag i de seneste fire uger.

Fortsætter den samme stigningstakt i december vil der komme 1485 akutjob til, så der ved årsskiftet vil være i alt 2779 akutjob

Og hvis der ikke efter nytår kommer yderligere skub i akutjobordningen, så hedder datoen 4. august 2013, før samtlige 2500 akutjob er oprettet. Altså over en måned efter ordningen udløber 1. juli 2013.

Tror på ordningen

På trods af de ganske få akutjob vakler parterne bag aftalen ikke i troen på, at de nok skal komme i mål, understreger formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

- Jeg tror sådan set, at der er tale om Danmarksrekord i hurtig reaktion fra kommunernes side, siger han til Ugebrevet A4.

- Vi har en lovgivning, der kun har været trådt i kraft i nogle få uger, men der er allerede 61 kommuner, der har slået akutjob op. Det er stærkt gået af kommunerne, og jeg er helt overbevist om, at der er flere akutjob på vej, tilføjer Jacob Bundsgaard.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App