Det vi har sammen

Aktionærforening: Møns Bank er uprofessionel

Foto: TV ØST

Bestyrelsen og repræsentantskabet i Møns Bank er ikke professionelt nok. Derfor har kritiske aktionærer gennemtrumfet et krav om ekstraordinær generalforsamling

Møns Bank er en virksomhed, der skal tjene penge og agere professionelt. Og i øjeblikket gør banken ingen af delene.

Sådan lyder kritikken nu fra en forening af kritiske aktionærer i Møns Bank.

De har gennemtrumfet, at der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling i banken efter bankens bestyrelsesformand nægtede at lade professionelle bankfolk indgå i bestyrelsen.

Som i en sportsforening

Aktionærerne mener, at Møns Bank har en uprofessionel ledelse, hvor bestyrelse og repræsentantskab fungerer mere som bestyrelsen i en sportsforening end en professionel bestyrelse, der kan udfordre bankens kurs.

Det siger Jacob Østergaard Knudsen, der er både kunde og aktionær i banken. Han er nu pressekontakt for Møns Banks Aktionærforening.

- Der er en kultur i banken, hvor bestyrelse og repræsentantskab reelt er selvsupplerende. Det har ført til, at det ikke er personer med store økonomiske interesser i banken, der sidder i bestyrelsen – men folk med et ubetydeligt antal aktier, siger Jacob Østergaard Knudsen.

Aktionærforeningen mener, at det skader bankens evne til at drive forretning.

Dårligere end andre banker i lokalområdet

- Møns Bank klarer sig langt dårligere end andre banker i lokalområdet. For eksempel Lollands Bank formår at tjene penge trods krisen, siger han til TV2 ØST.

Ud over at få bankkyndige medlemmer af bestyrelse og repræsentantskab, så er aktionærernes mål samtidig at få skabt åbenhed om bankens udgifter til for eksempel generalforsamlinger og sponsorater, der i øjeblikket er hemmelige.

Vrede på banken

Aktionærforeningen beskylder fredag desuden Møns Bank for bevidst med et teknisk håndgreb at have forhindret de kritiske aktionærer i at sælge deres aktier i banken.

Medlemmerne af aktionærforeningen vidste, at de var kommet igennem med et krav om en ekstraordinær generalforsamling i banken. Selvom banken erklærede den viden for insider-information, så nægtede de dog at oplyse om det til Fondsbørsen. Dermed forhindrede de reelt de kritiske aktionærer i at handle med deres aktier i Møns Bank, siger foreningen.

- Det er under al kritik at banken venter til absolut sidste øjeblik med at offentliggøre nyheden om en ekstraordinær generalforsamling – og samtidig udelukke aktionærerne fra at handle i banken, siger Jacob Østergaard Knudsen.

Bestyrelsesformanden i Møns Bank, Jens Ravn, siger i en meddelelse til Fondsbørsen at han ikke forstår aktionærgruppens utilfredshed.

- Repræsentantskabets opgaver er meget tydeligt defineret i bankens vedtægter, og der har ikke tidligere været rejst kritik af repræsentantskabets måde at løse deres opgaver på, skriver han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App