Aktionærer i skandalebank får intet igen

Selv hvis Roskilde Banks tidligere direktør bliver dømt til at betale erstatning, må aktionærerne formentlig kigge langt efter deres penge, vurderer professor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Aktionærerne i Roskilde Bank får formentlig ikke deres penge igen, selv om bankens tidligere direktør, Niels Valentin Hansen, bliver dømt til at betale erstatning.

- Selv hvis han bliver dømt i retten, må aktionærerne indstille sig på, at deres penge er tabt, siger juraprofessor Lars Bo Langsted til Dagbladet Roskilde.

Han tilføjer, at selv hvis banken får noget af tabet ind, skal kreditorerne først have deres tilgodehavende, før turen kommer til aktionærerne.

Advokatundersøgelsen om forholdene i den gamle Roskilde Bank udpeger Niels Valentin Hansen som hovedansvarlig for bankens kollaps, og vurderingen er, at han har pådraget sig erstatningsansvar.

Den nuværende bestyrelse i banken er ved at indlede en retssag mod den tidligere direktion og bestyrelse, ligesom Finanstilsynet forbereder politianmeldelse mod de ansvarlige.


Nyhedsoverblik