Faxe Erhvervsråd inviterede en busfuld djøf´er (medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund) til Faxe Kommune, for at skabe kontakt til virksomheder.
- Det går ud på, at vi skal have nogle vidensmedarbejdere til virksomhederne i Faxe Kommune. Det er bevist, at hvis man ansætter en vidensmedarbejder i sin virksomhed, så stiger væksten. Det er det, vi skal have fokus på - vækst og beskæftigelse, siger Malene Snedgaard, der er udviklingschef i Faxe Erhvervsråd (Business Faxe).
Der mangler nemlig vidensmedarbejdere hos virksomhederne i kommunen.
- Vidensmedarbejdere tror måske, at det her er provinsen og at det er nogle virksomheder, som ikke er udviklet på samme måde, som dem i København, siger Malene Snedgaard.
Omkring 25 djøf´er var med på turen til forskellige virksomheder. Der blev desuden holdt et speeddating-arrangement, hvor omkring 11 virksomheder kune tale med deltagerne.
Positive efter besøg
En af virksomhederne djøf´erne besøgte, var Mortalin, som er en landsdækkende servicevirksomhed, som først og fremmest beskæftiger sig med skadedyrsbekæmpelse. I virksomheden er der muligheder for akademikere.
- Vi har en tradition for at have akademikere ansat i Mortalin. Hvis vi snakker djøf´er, så har vi en økonomifunktion, og vi beskæftiger os med marketing og kommunikation, så der er opgaver til det segment, siger administrerende direktør i Mortalin Anders Kildemoes.
Djøf´erne var interesserede i virksomhederne, de besøgte.
- Jeg synes, det er spændende at komme lidt væk, derfra hvor jeg bor og se hvad mulighederne er her. Business Faxe har virkelig været i stand til at vise meget i området, og det er nogle utrolige interessante virksomheder, der er her, siger Jesper Malchow-Knudsen, der er samfundsfaglig kandit.
En anden af deltagerne i dag, kunne sagtens finde på at søge job hos Mortalin.
- Ja, det kunne jeg. Jeg spurgte, om de havde mulighed for at ansætte en som mig, med baggrund i kommunikation, og det havde de. Så det har jeg tænkt mig at gøre, siger Kirstine Kryger, som har en kandidat i kommunikation.
For Faxe Erhvervsråd vil det være en succes, hvis to eller tre af dagens deltagere får job hos en virksomhed i kommunen.