Afsporing giver stadig problemer

Selvom 4 ud af 5 spor er genåbnet på Ringsted station, efter afsporingen af et tog søndag aften, skal passagererne også tirsdag regne med forsinkelser

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi må regne med, at der også er forsinkelser på tognettet i morgen. Sådan siger områdechef i BaneDanmark, Erling Weber Jensen, i dag til TV2 Øst.

Ovenpå massive forsinkelser mandag, der skyldes et afsporet tog udenfor Ringsted Station søndag aften, er det ikke fordi BaneDanmark er glade for at annoncere forsinkelser tirsdag også, men der er desværre ikke noget at gøre, siger områdeschefen: - Da toget hoppede af sporet, rev det også nogle kørekabler ned. Vi arbejder på højtryk på at få dem svejset sammen igen, men der går nok i morgen med, før togene igen kører helt som de skal, siger Erling Weber Jensen.

Det var styrevognen, hvor lokoføreren sidder, der hoppede af skinnerne kl. 23 søndag aften, da toget var på vej fra Nykøbing Falster til København. Havarikommissionen har søndag nat og mandag arbejdet på at finde en forklaring på, hvordan det kunne ske, og før de er kommet med deres konklusion, vil hverken BaneDanmark eller DSB komme med nogen bud på, hvorfor toget hoppede af skinnerne. Hos DSB afviser Trafikinformationschef Tony Bispeskov dog, at det skulle have noget med et nedslidt skinnenet at gøre.

- Nej, det tror jeg ikke at det har,  det er ret usandsynligt, siger han i dag til TV2 Øst.

Hos Bane Danmark regner de dog ikke med de store forsinkelser tirsdag. Det kommer nok til at ligge på  omkring de 10 minutter, siger Erling Weber Jensen.


Nyhedsoverblik