Afføring i badevandet

Hvis du her i sommervarmen føler trang til en svalende dukkert i bølgen blå, bør du tænker dig om en ekstra gang. Mere end 5.000 steder i Danmark ledes urenset spildevand direkte ud i naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Idylliske ser det ud, når man skuer ud over Kattegats blikstille vand ved Havnebyen på Sjællands Odde. Men under overfladen lurer noget, der er knap så idyllisk.

De omkring 700 husstande i den lille landsby leder deres kloakvand urenset ud i havet, og på dage med ekstra tryk på tiltrækker det mågerne.

- Mågerne sidder derude og smæsker sig i menneskelig afføring, fortæller Søren Jørgensen, mens han peger ud på det sted, hvor spildevandet fra byen giver krusninger på havoverfladen.

Al spildevand i byen løber via en rørledning 100 meter ud i havet.

Beboerforeningen har i 10 år kæmpet for at få renset deres spildevand, men intet har hjulpet. De blev lovet at problemet vil være løst sidste år. Det skete ikke, og nu, når sommeren er startet, ærgrer det ekstra meget.

- Det er jo direkte sundhedsskadeligt at bade hernede, siger Tonny Larsen, der også er med i byens beboerforening.

Af den seneste opgørelse over utidssvarende spildevandsudledninger  fremgår det, at derer 5049 steder rundtom i landet, hvor spildevandet, ligesom i Havnebyen, udledes direkte i naturen.

Danmarks Naturfredningsforening er godt trætte af, at kommunerne ikke har fået styr på spildevandet.

- Det gør ikke bare badevandet ulækkert, men det gør også, at der udledes en masse urenset spildevand, som skader plante- og dyreliv, siger Henning Mørk Jørgensen, der er biolog i Danmarks Natyrfredningsforening.

Tilbage i Havnebyen på Sjællands Odde er den ansvarlige for spildevandsudledningen kommet for at forklare, at beboerne er nødt til at være tålmodige:

- Da Havnebyen ligger ud til Kattegat, hvor der stor gennemstrømning, og dermed meget vand til fortynde spildevandet, bliver den til en tredje prioritet i forhold til de udledninger vi har i Roskilde Fjord og Issefjorden, hvor der er mindre gennemstrømning forklarer Erik Christensen, der er direktør for Odsherred Forsyning.

Beboerne i Havnebyen må altså indstille sig på, at de tidligst får rent badevand i 2015. For først her vil Odsherred kommune have bygget et nyt rensningsanlæg, hvor Havnebyen kan tilkobles.

 

Du kan finde DTUs rapport om badestrande, der er åbne kloakker her

 

 


Nyhedsoverblik