Affaldet skal væk fra gaden i Kalundborg

Regeringen vil give kæmpebøder for at smide affald på gaden og i naturen. Men i Kalundborg Kommune er de så trætte af, at byen flyder med affald, at de vil tage andre midler i brug.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det flyder med affald i Kalundborg en lørdag formiddag. Nattens byture har sat sit tydelige præg på byen.

Regeringen planlægger at løse det generelle affaldsproblem med et nyt lovforslag, der vil give kæmpebøder for at svine på gaden. En flaske smidt det forkerte sted, vil kunne koste 3000 kroner i bøde. Men i Kalundborg Kommune er de allerede gået skridtet videre for at sikre sig en ren by.

- Det er jo ikke rart sådan en lørdag søndag morgen, når man kører igennem byen på cykel, at se alle de knuste glasskår, og det vil vi bare ikke finde os i, siger Kalundborgs borgmester Tommy Dinesen (SF)

Hvis affaldsproblemet fortsætter, så kan de diskoteker og pizzeriaer, der nu holder åbent langt ud på natten, og hvor der samtidig findes mest affald, risikere at få skåret i deres åbningstider.

- Hvis ikke de lever op til de henstillinger, de får fra bevillingsnævnet om, at de skal renholde deres områder, så slår vi til, fortæller borgmesteren.

Spørgsmålet er om en kortere bytur får restaurationernes kunder til at smide deres skrald i spanden

- Det tror jeg ikke gør den store forskel, mener Martin Lundsgaard, som bor i Kalundborg.

- De kommer jo på alle tider af døgnet, så jeg tror ikke det nytter noget at ændre på åbningstiderne, mener Carl Harring, som er butiksindehaver i Kalundborg.

Men borgmester Tommy Dinesen (SF) er ikke enig.

- Jeg tror, at desto mere folk får inden for vesten i løbet af aftenen, så smider de mere, det er der ingen tvivl om, siger han.

Det er når restaurationernes bevillinger skal fornyes, at bevillingsnævnet nu kan beslutte at skære i åbningstiderne.


Nyhedsoverblik