Det vi har sammen

Affald giver 23 millioner

Forbrændingsanlæget hos Fasan kører på fuldt blus. Der bliver afleveret så meget affald, at det i 2006 gav Fasan et samlet overskud på 23,1 millioner kroner.

Velstanden i samfundet får os til at forbruge mere, og så får vi mere affald. Men det er ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

Det fælleskommunale affaldsselskab Fasan havde sidste år et overskud på 23,1 millioner kroner. Det svarer til at omsætningen er steget med 20 procent. Det skriver Sjællandske i dag. 

Fordi det går så godt, har Fasan sænket priserne fra 1. januar. Og de håber på at kunne sænke dem yderligere ved årsskiftet 2007/2008. Fasan vil dog stadig tage gebyr for at besøge genbrugsstationerne. 

 - Økonomien i vores udvidede forbrændingsanlæg er blevet bedre end forventet, fordi vi i 2006 har kunnet udnyttet anlæggets kapacitet fuldt ud. Det kan vi fortsat her i 2007, og den forbedrede økonomi kommer vores kunder til gode. Derfor er det allerede blevet billigere, og vi regner med at sænke prisen igen til nytår, siger Fasans formand, byrådsmedlem Per Andersen (S) fra Næstved, til Sjællandske.

Tilsammen har borgere og virksomheder leveret 11 procent mere affald sidste år. Det svarer til 114.259 tons i Næstved Forbrændingsanlæg.

Tidligere var genbrugsstationerne drevet af kommunerne, men efter Fasan har overtaget dem, har stordriftsfordlene båret frugt. Uden at afskedige personale har selskabet tjent 2,3 millioner på at samle driften.

 - Pengene skal bruges til at forbedre kvaliteten og servicen på genbrugsstationerne. Vi har udvidet åbningstiderne og renoverer flere af pladserne. Vi er også ved at gennemføre program med miljøledelse på genbrugsstationerne, fortæller Fasans direktør, John Kusz.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App