Ældre strømmer til trængte kommuner

Odsherred den kommune i landet, hvor nettotilvæksten af ældre var størst i 2007. Således var var hver 10. tilflytter til denne kommune 62 år eller derover.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskere i pensionsalderen bytter i stor stil villaen i storbyen ud med en bolig på landet. Derfor oplever udkantskommuner som Odsherred en tilstrømning af ældre på 62 år og opefter. Det viser en analyse, som Nybolig har lavet.

Ifølge analysen var Odsherred den kommune i landet, hvor nettotilvæksten af ældre var størst i 2007.  Således  var hver 10. tilflytter til denne  kommune 62 år eller derover. Kommunen ligger da også med en procentdel af ældre på 26,1 på landets TopTi-liste over ældrekommuner. Her ligger også Lolland, som har en ældreprocent på 26,6 % og Guldborgsund med  25%

- Vi ser, at mange pensionister benytter sig af at bo hele året i deres sommerhus. De vælger at sælge deres helårsbolig og på den måde finansiere deres pensionisttilværelse, siger kommunikationschef i Nybolig, Eva Nørgaard Petersen om årsagen til strømningen. Samtidig foretrækker de ældre at bo tæt på natur og vand.

Men den tendens kan gøre ondt værre for kommuner i yderområder og på øer, der i forvejen er hårdt trængte økonomisk, forklarer konsulent på ældreområdet i Kommunernes Landsforening, Flemming Hansen.

- Danmarks Florida er yderkommuner, som økonomisk ikke har det fantastisk. Det er desuden et faktum, at flere ældre end unge har brug for hjælp. Og det er klart, at det kan blive en økonomisk byrde for de kommuner, siger Flemming Hansen.

For selvom de ældre er raske, når de flytter, bliver de ikke nødvendigvis ved med at være det:

- Når de kommer, har de ikke brug for hjælp. Men det kan jo være, de får det senere. Og det er de kommuner, de flytter til, som skal betale, pointerer han.

Flemming Hansen forklarer, at udviklingen afhænger af, hvordan danskernes sundhedsprofil udvikler sig. Hvis flere er sunde i længere tid, er det ikke sikkert, at problemet bliver så stort.

I de kommuner, som oplever et ældreboom, erkender man den økonomiske udfordring, ligesom man frygter, at der vil blive mangel på arbejdskraft.

- På sigt vil det skabe et beskatningsgrundlag, som også er stagnerende. Og det er klart, at vi slutteligt vil ende i en status, hvor den service, der skal være omkring ældre borgere, ganske enkelt ikke kan skaffes, fordi der ikke er rekrutteringspotentiale til det, siger kommunaldirektør i Langeland Kommune Jørgen Christiansen. Han understreger dog, at det er et problem, som befinder sig langt ude i fremtiden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik