Ægtepar udsat for hjemmerøveri

Tidligt torsdag morgen blev et ægtepar i Rettestrup hevet ud af sengen af tre hætteklædte mænd. Politiet efterlyser vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et ægtepar på en landejendom i Rettestrup syd for Næstved blev i nat overfaldet af tre hætteklædte mænd, som trængte ind i deres hjem ved at bryde en dør op.

Røveriet skete klokken cirka 05.30, da parret lå og sov i hjemmet på Højbjergvej.

- De blev truet til at udlevere hævekort og pinkoder, fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

En halv time efter røveriet blev tre hætteklædte mænd set hæve penge ved Diba Bank i Fensmark.

- Vi formoder, at der er en sammenhæng, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han vil gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i Rettestrup eller ved Diba Bank og Holmegårdshallen i Fensmark.

- Ægteparret var selvfølgelig chokerede. Det er ualmindeligt groft at blive opsøgt i sit hjem og truet med pistol, siger Søren Ravn-Nielsen.

Fjerde gang på en måned

Hjemmerøveriet er det fjerde i Sydsjælland inden for den seneste måned.

I søndags blev et yngre par overfaldet i deres hjem i Dianalund af to eller tre røvere, mens parret lå og sov. De blev blandt andet frarøvet deres bil.

En mand er varetægtsfængslet i sagen, og yderligere en ung mand vil i dag blive fremstillet i Retten i Næstved for medvirken til røveriet i Dianalund.

 


Nyhedsoverblik