Ædelgrankræft rammer juleindtjeningen

På Vemmetofte Kloster ved Fakse Ladeplads er salget af pyntegrønt i vintersæsonen faldet drastisk. Det skyldes en sygdom, som har ramt grantræer i hele landet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ædelgrankræft er en svamp, som rammer Nordmannsgran og Nobilis.

Symptomerne på angrebne træer er døde skud, døde grene med dødt væv under barken og kraftigt harpiksflåd.

Har ramt en hel plantage

På Vemmetofte Kloster ved Fakse Ladeplads har svampen ramt størstedelen af stedets plantage til pyntegrønt.

- Vi har mellem 40 og 50 hektar Nordmannsgran, og der er nogle få hektar, vi kan klippe på stadigvæk, men ellers så står det foran at skulle ryddes og erstattet af noget andet, siger Jan Ebbensgaard, som er skovfoged på godset.

Smittede grantræer skal fældes

Ædelgrankræften betød sidste år, at Vemmetofte Klosters salg af pyntegrønt var nede på 15 tons - for fem år siden lå det på 100-120 tons årligt.

- I en bevoksning, der er så medtaget som den her, der er der ingen vej tilbage. Vi står overfor at måtte fjerne det hele og genplante med noget andet, og det er surt, siger Jan Ebbensgaard.

Ifølge brancheorganisationen, Danske Juletræer er svampen mest udbred i Syd- og Østjylland, men svampen er set af dyrkere af juletræer og pyntegrønt i hele landet.

- Vores naboer har det allesammen, siger Jan Ebbensgaard.

Ædegrankræft

  • Ædelgrankræft har været kendt i lande som Norge, Belgien og Tyskland i flere år.
  • Juletræsdyrkerne har indtil ultimo oktober fået Miljøstyrelsens dispensation til at bekæmpe svampen med svampemidlet Merpan 80 WG. Sprøjtemidlet har vist sig anvendeligt i beslægtede svampeinfektioner på frugttræer

 


Nyhedsoverblik