Æblehøst sødere end nogensinde

Årets æbler er bedre end nogensinde. Problemet er bare at prisen per æble ikke er steget de seneste 30 år, og det giver problemer for frugtavlerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frugtavlerne kan glæde sig over ualmindelig saftige og søde æbler i år, men når det er sagt, så har de ikke meget mere at glæde sig over. Når de skal afsætte deres æbler til for eksempel Dansk Supermarked, er fortjenesten nemlig ikke særlig høj. Faktisk har afregningsprisen per kasse æbler været stort set den samme siden 1980.

- Hvis jeg sælger 10 æbler, så får jeg reelt fortjenesten for to af dem. Resten går til detailhandlen, moms og så videre, og det er ikke, hvad jeg kalder fairtrade, siger Erik Lolle fra Lolle Frugt ved Sakskøbing.

Problemet er blandt andet, at danske frugtavlere ikke kan konkurrere med de udenlandske på for eksempel lønninger til ansatte og omkostninger ved produktionen, at indkøberne presser priserne per æble, og at kunderne efterspørger billigere priser på fødevarer.

- Danske frugtavlere bliver nødt til at finde på alternative måder at sælge deres frugt på, for ellers er det slut med dansk frugt på markedet, siger Erik Lolle.

Han har selv startet en gårdbutik, hvor æbler, æblemost og andet frugt og grønt bliver solgt direkte til kunderne på gammeldags vis. Desuden er Lolle Frugt gået online, og de leverer også firmafrugt. Erik Lolle sælger derfor ikke længere al sin frugt til detailhandlen.


Nyhedsoverblik