Advokat: DBU tilsidesætter retsprincipper

Kristoffer Wichmanns advokat, Henrik Stagetorn, retter nu en hård kritik af DBU matchfixing-sagen mod FC Vestsjælland-spilleren. Spillerforeningen bakker op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er ret usædvanligt, det er faktisk sådan at hvis det var en straffesag ville det ikke kunne bruges.

Så kontant er meldingen fra Kristoffer Wichmanns advokat, Henrik Stagetorn. Han mener, at den måde DBU har ageret i sagen mod hans klient, er dybt kritisabel. Han påpeger blandt andet, at det bevis, som ligger til grund for afgørelsen i sagen, er ubrugeligt.

Ifølge DBU selv, står og falder sagen nemlig med afhøringen af de to piger, som ifølge DBU har købt tipskuponer for Kristoffer Wichmann.

- Den er lavet lidt specielt, for den er lavet sådan at først afhører man den ene pige, og så afhører man den anden, sådan så den anden har kunnet høre, hvad den første har sagt. Det er usædvanligt. Det er faktisk sådan, at hvis det var en straffesag, ville det aldrig kunne foregå på den måde, siger Henrik Stagetorn.

Dagen efter afhøringen trak pigerne deres forklaring tilbage.

- De mener, at de er blevet presset til at give nogle navne, siger Henrik Stagetorn.

Han forklarer også, at DBUs disciplinærudvalg, som er den instans, der har truffet afgørelsen, aldrig har set de to piger. De har udelukkende læst deres forklaring på skrift.

- Det ville aldrig gå i en normal dansk straffesag. Der vil man simpelthen se vidnerne. Man vil høre dem, man vil give forsvarsadvokaten lejlighed til at stille kontraspørgsmål og så videre. Og alle de garantier, de har slet ikke været tilstede her.

TV2 ØST har været i kontakt med DBU, men de ønsker ikke at kommentere på kritikken fra advokaten. Men i afgørelsen lægger de ikke skjul på, at de ikke mener, at sager som Wichmanns skal køre efter normale retsprincipper. Her skriver de blandt andet:

"Der er ikke grundlag for at antage, at en part i en disciplinærsag i en privat forening har krav på, at principper fra strafferetsplejen eller Den Europæiske Menneskerettiughedskonvention i øvrigt finder anvendelse.*

Eller med andre ord, så mener DBU, at fordi de er en forening, så er de i sager som denne ikke underlagt normale retsprincipper.
Og det er de lodret uenige i i Spillerforeningen.

- Det mener jeg er forkert, og det håber jeg ikke er en konklusion, de holder fast i, for det mener jeg er stærkt betænkeligt, siger Spillerforeningens Direktør, Mads Øland.

- Jeg synes, det er indlysende, at en fodboldspiller også skal kunne finde beskyttelse i menneskerettigheder, fortsætter han.

Sagen er nu appelleret til Appeludvalget. Og selvom det også er en instans under DBU, så er både Mads Øland og Henrik Stagetorn overbevist om, at afgørelsen vil blive omstødt.

- Det er jo en helt anden kapacitet end disciplinærudvalget, hvor der sidder en række klubledere og skal dømme. Her er der dommere inde over, som er vant til at forholde sig til beviser, siger Mads Øland.

- Det er jo måske folk, der mere har en tradition og kultur omkring, hvordan det foregår i almindelige retssager. Og derfor har jeg en tiltro til, at de når et andet resultat, siger Henrik Stagetorn.


Nyhedsoverblik