Det vi har sammen

Advarer mod køb af sommerhus

Foto: TV ØST

Realkreditinstitut advarer mod køb af sommerhuse. Markedet er præget af en prisboble, som risikerer at briste, lyder det.

Normalt er påsken højsæson for køb af sommerhuse. Men op til dette års højtid advarer realkreditbranchen selv mod at købe sommerhus, skriver Politiken.

De høje priser gør, at det i øjeblikket bedre kan betale sig at leje sommerhuset, i stedet for at købe.

- Er man i tvivl, taler den aktuelt usikre økonomiske situation for, at man ser tiden an og i stedet lejer sommerhus frem for at købe nu. Det skal ikke være forventningen om en god investering, der driver beslutningen, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til avisen.

Realkredit Danmarks analyse viser, at man kan leje et sommerhus til 5.000 kroner om ugen i 11 uger på et år for de penge, det vil koste at eje det.

De sidste ti år er kvadratmeterprisen på sommerhuse stukket fra prisen på parcelhuse. Ved årtusindskiftet var prisen på en kvadratmeter i et sommerhus og et parcel stort set ens. I dag er sommerhusene 35 procent dyrere. Og ifølge eksperter på området er det tegn på en prisboble.

- Der er ingen rationel forklaring på, at sommerhuse nu skal koste mere end helårshuse. Prisniveauet skyldes, at køb af sommerhus har været præget af spekulation i videresalg og jagt på statussymboler det seneste årti. Der er ingen tvivl om, at man skal passe på, hvis man kigger efter sommerhus, siger Finn Østrup, professor i finansiering ved handelshøjskolen CBS til Politiken.

Det tager i snit næsten 400 dage at sælge et sommerhus, og antallet af sommerhuse på markedet er højere end nogensinde før.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App