Det vi har sammen

Adskillige vil væk med bøvlet

Foto: TV ØST

Indtil videre har 50 personer i Holbæk Kommune meldt ind om bøvlede arbejdsgange i det kommunale system.

Under kampagnenavnet Væk Med Bøvlet har Holbæk Kommune nu modtaget over 50 tip om bøvl i kommunen, lyder det i en pressemeddelelse.

Holbæk Kommune lancerede Væk Med Bøvlet den 11. juni. Her 14 dage senere er der kommet et godt stykke over 50 tip om bøvlede arbejdsgange og unødigt bureaukrati.

- Det er rigtig positivt. Der er mange, der vil vise os, hvor vi bliver en tand for bøvlede. Det er både en stor hjælp og en klar opfordring til os om at gøre det hele lidt enklere, siger borgmester i Holbæk Kommune Søren Kjærsgaard (V).

Døde links og genoptræning
I skrivende stund er der indkommet 56 tip via hjemmesiden www.holbaek.dk/bovl. Her finder man både tip om links, der ikke virker på kommunens hjemmeside og forslag om at spare penge på genoptræningen ved at gennemføre intensive forløb i udlandet.

- De døde links kan vi selvfølgelig lynhurtigt rette op på. Men jeg glæder mig også til at se, hvad der kommer ud af de mere omfattende forslag til ændringer. Men det kræver lidt mere tid, så her må vi vente til efter sommeren, siger Søren Kjærsgaard.

Hvis man selv har sendt et tip, kan man se, hvad der sker med det på www.holbaek.dk/bovl.

Flest medarbejdere
Det er ikke muligt helt nøjagtigt at se, om et tip kommer fra en borger eller en medarbejder i Holbæk Kommune. Men det vurderes, at medarbejderne har været mest aktive ved tasterne.

- Medarbejderne kan med deres kendskab til arbejdsgange og krav komme med nogle meget velfunderede forslag. Men jeg vil da gerne opfordre både borgere, virksomheder og foreninger til at tippe os også, siger Søren Kjærsgaard.

Kampagnen Væk Med Bøvlet løber hele sommeren.

Den 11. september skal byrådet diskutere en række temaer, der baserer sig på tip fra Væk Med Bøvlet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App