Den 45-årige mand fra Præstø arbejdede som vikar på opholdsstedet Skovbogaard ved Tappernøje da overgrebene sidste sommer fandt sted.
I går blev han i retten i Næstved i dømt 9 måneders fængsel for i tre omgange at have forgrebet sig på den 14-årige pige fra Københavnsområdet. I følge Sjællandske inviterede han blandt andet pigen hjem i weekenden, hvor hans jævnaldrende datter også var på besøg. Her sov de angiveligt alle tre i samme seng.
Den 45-årige forklarede i retten, at det var den 14-årige selv der ville have sex med ham. Men dommeren valgte istedet at tro pigens forklaring, som foregik bag lukkede døre.
- Jeg er glad for, at domsmændene og dommeren valgte at tro på pigens forklaring, siger anklager Jeanette Wincentz Andersen til Sjællandske.
Den 45-årige har nu mulighed for at anke afgørelsen, og har bedt om betænkningstid.