9-årig faldt i søvn under læsemaraton

Foto: TV ØST

Det blev en lang men sjov aften, da eleverne på Borup Ris Skolen i Fuglebjerg holdt læsemaraton.

Det kan godt være hårdt at læse bøger. I hvert fald når man blot er ni år, og læsningen står på i næsten et døgn.

- Man bliver meget træt af at læse i så lang tid. Jeg faldt nærmest i søvn med bogen i hånden, fortæller Liv Buhrkall fra 3. klasse på Borup Ris Skolen i Fuglebjerg.

Eleverne fra 0.-3. klasse havde læsemaraton fra torsdag klokken 13 til fredag klokken 11. Kun afbrudt af en nats søvn, som også foregik på skolen.

Nåede ikke 500 bøger

På forhånd havde Liv Buhrkall proklameret, at hun regnede med at nå gennem 500 bøger i løbet af de 22 timer. Helt sådan gik det dog ikke.

- Jeg nåede kun at læse én bog. Den hed Vildheks og var rigtig god. Ikke for let og ikke for svær, mener den 9-årige pige, der læste ind til omkring klokken 22 i aftes og stod op igen klokken cirka 05.30 fredag morgen sammen med de øvrige elever.

- Det var ret hårdt. Det er lidt svært at være frisk, når man skal tidligt op efter at have læst i så lang tid, erkender Liv Buhrkall, der efter maratonlæsningen ser frem til at få sovet ud i weekenden. Men hun understreger, at det har været en rigtig sjov oplevelse.

En stor succes

Det har det også for lærerne bag arrangementet, der især blev sat i værk på grund af den megen debat om, at danske elever læser for dårligt.

- Det har været en stor succes. Børnene har været glade og fået en masse ud af det. Og selv her fredag morgen er de stadig fulde af læselyst, selvom de selvfølgelig er lidt trætte, beretter Anne Bloch, lærer på Borup Ris Skolen.

For at få bøgerne til at glide lettere ned var der også aktiviteter som læsestafet og højtlæsning i løbet af maratonen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App