8 lokale tøjbutikker lukker - bliver til Netto

Foto: TV ØST

En lang række lokale Tøj&Sko-butikker må lade livet, efter Dansk Supermarked har besluttet at lukke kæden.

Lokale tøjbutikker må lukke

8 lokale Tøj & Sko-butikker står til lukning, efter ejeren har besluttet at lukke hele den landsdækkende kæde.

I vores region må Tøj & Sko lukke i følgende byer:

  • Holbæk
  • Kalundborg
  • Nakskov
  • Nykøbing F.
  • Næstved
  • Ringsted
  • Slagelse
  • Vordingborg

Kunne ikke tjene penge

Beslutningen kommer efter flere års kamp med faldende indtjening og svigtende kundebesøg, og planen er, at Dansk Supermarked i stedet vil åbne nye DøgnNetto'er.

I alt berøres 37 butikker og 340 medarbejdere af lukningerne. I stedet vil Dansk Supermarked åbne en række DøgnNetto-butikker, og HR-direktør i virksomheden Finn Lund Andersen er optimistisk omkring at få de berørte medarbejdere omplaceret.

Ansatte kan se frem til nyt job

- I forvejen har vi i øjeblikket cirka 250 ledige stillinger, så jeg er helt sikker på, at vi kan finde løsninger for omplacering af en betydelig del af medarbejdere fra Tøj & Sko, som må ønske det, siger han.

Dansk Supermarked har omkring 32.000 medarbejdere fordelt på 600 butikker i Danmark, heriblandt Netto, Bilka og Føtex.

Beslutningen om at lukke Tøj & Sko kommer, efter at tøjkæden de seneste år har oplevet et markant dyk i omsætningen.

DøgnNetto vejen frem

I alt forventer Dansk Supermarked at åbne 10-15 DøgnNetto'er i de lokaler, der bliver efterladt tomme, når Tøj & Sko lukkes. Og her vil flere af de mennesker, der står til at miste deres job, blive tilbudt ansættelse, lyder det fra virksomheden.

Tøj & Sko kæden blev grundlagt i 1981 som et koncept, der skulle sikre billigt kvalitetstøj til kvinder og børn.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App