75 syge efter at have spist julebuffet

Efter julebuffeten på Hotel Frederik den II i Slagelse fik mange gæster maveonde. Se her, hvordan du undgår at blive syg efter en julebuffet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Per Nielsen er stadig mærket efter julefrokosten med arbejdet i sidste weekend. Men det er ikke snaps, fadøl og dans, der gjorde Per Nielsen syg. Et døgn efter julefrokosten var den helt gal.

- Jeg vågner ved, at jeg har en runglen i maven, som gør voldsomt ondt. I det tilfælde var der kun én vej og det var til toilettet, hvor det fortsatte og fortsatte, siger Per Nielsen.

Maden kom fra Hotel Frederik d. II i Slagelse. Den aften blev der lavet julebuffet til cirka 420 personer. I følge Fødevarestyrelsen er 75 personer blevet syge, hvoraf mindst én blev indlagt.

- Der havde været julefrokostsammenkomst på hotellet og så blev der også leveret mad ud ad huset til flere selskaber. Mindst et tilfælde udenfor huset og i næsten alle selskaber indenfor huset, har der efterfølgende været tilfælde af diaré, siger Henning Knudsen, Fødevarechef hos Fødevareregion Øst.

Det er endnu uvist, hvad de mange tilfælde skyldes. Men netop julebuffeter kan give større risiko for roskildesyge

- Det vi typisk ser i forbindelse med større buffetarrangementer er smitte med virus fra enten en syg gæst eller en syg medarbejder i køkkenet, siger Henning Knudsen.

Fødevarestyrelsen har nu sendt spørgeskemaer ud til alle gæster, været på kontrolbesøg hos hotellet og har taget prøver, som nu undersøges på laboratoriet.

- Der er ikke noget der tyder på, at det er hotellets-, en gæsts- eller en syg medarbejders skyld. Vi er stadig i gang med at undersøge det her, siger fødevarechefen.

Episoden har indtil videre ikke fået konsekvenser for Hotel Frederik d. II, men direktøren for hotellet beklager episoden.

- Vi beklager meget overfor de mennesker, der er blevet syge. Derfor tog vi også kontakt til Fødevarestyrelsen med det samme, som nu er i gang med en dybere undersøgelse omkring, hvad grunden kan være, siger Gitte Fyrkov, Direktør, Hotel Frederik d. II, Slagelse

Hotellet venter derfor også med eventuelt at ændre på procedurerne indtil Fødevarestyrelsen kommer med et svar.

 

 

Se her hvordan du undgår at blive syg efter en julebuffet:


Nyhedsoverblik