7.000 år gammel boplads i Skælskør Fjord

En 7.000 år gammel boplads på bunden af Skælskør Fjord bliver næste år en del af et stort EU-projekt, hvor europæiske fortidsminder på havbunden bevares.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En gravplads fra oldtiden på bunden af Skælskør Fjord er blot en af mange, som kan give os mere viden fra vores forfædre. Det siger Jørgen Dencker, marinarkæolog ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, til EU Nyt Sjælland.

Han vurderer, at der måske er op til 20.000 sunkne stenalderbopladser i Danmark. Og bopladsen ved Skælskør er blandt de bedst bevarede i verden, vurderer Jørgen Dencker.

- Den har ligget beskyttet, blandt andet af ålegræs, der har ligget som et tæppe hen over det iltfrie, beskyttende, mudderagtige sediment. Men i 80erne er ålegræsset begyndt at forsvinde, takket være blandt andet landbruget, så det tætte tæppe forsvandt. Dermed er stenalderbopladserne, der har ligget i 7000 år, begyndt at blive eroderet af den bølgegang, der er på lavere vand,” siger Jørgen Dencker.

Bopladsen i Skælskør Fjord ligger helt nøjagtig på en to-tre meters dybde ud for Tudse Hage. 

Jørgen Dencker siger, at Danmark er førende i forbindelse med lokalisering, kortlægning og udgravning af bopladser, fordi danske arkæologer har arbejdet med problematikken siden midt i halvfjerdserne. Det skyldes, at et stort antal oversvømmede stenalderbopladser stadig ligger bevaret i de danske farvande.

Arbejdet med bopladsen ved Tudse Hage går i gang til foråret eller i forsommeren.

I projektet deltager marinarkæologer, konservatorer, geofysikere, geokemikere og specialister i geografiske Informationssystemer (GIS) og modellering af marine landskaber fra Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Italien, Grækenland og Storbritannien.

Nedenfor ses ifølge Jørgen Dencker 7000 år gamle blade og snor. Da de blev frigjort af det iltfrie sediment forsvandt farven i løbet af få minutter. Foto tilhører Vikingeskibsmuseet, fotograf Peter Astrup.

Knoglerne nedenfor er fra en stenalderboplads. Fotoet tilhører Vikingeskibsmuseet, fotograf Jørgen Dencker.


Nyhedsoverblik