67-årig fanget i kommunal strømstrid

Yvonne Larsens udlejer har ikke betalt elregningen, og nu slås elselskabet og Slagelse kommune, om hvem der skal dække underskuddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hendes udlejer har ikke betalt elregningen. Og nu er Yvonne Larsen fanget i en strid mellem Slagelse kommune og det EL-selskab, der har slukket for strømmen.

Siden onsdag formiddag har 67-årige Yvonne Larsen måttet nøje med de 15 grader brændeovnen kunne få huset termometer op på, for hverken elvarmen, komfuret eller det varme vand fungerer uden strøm. Det har hun først fået her til aften, efter at TV2 Øst gik ind i sagen. Dog kun til låns, mens kommunen og SEAS NVE slås videre om at dække de 30.000 kroner, som Yvonne Larsens udlejer skylder elselskabet.

Slagelse kommune og elselskabet er uenige om, hvordan lejeloven skal tolkes, så uden varsel tog SEAS NVE strømmen i huset i Boeslunde i onsdags. Og ligesom i supermarkedet, får man ingen varer uden at betale, siger de, der mener, at have lejeloven på deres side.

- Samtlige andre gange vi har haft den her type sager, har kommunen dækket. Det er kommunen, der skal betale, det er vi helt sikre på, siger SEAS NVE's økonomidirektør Ole Hillebrandt.

Hos Slagelse kommune fik Yvonne Larsen ellers så sent som fredag eftermiddag af vide, at kommunen ikke kunne gøre mere. Men det kan borgmesteren.

- Jeg vil opsøge den medarbejder, der har haft med sagen at gøre og så må vi finde en løsning. Det er en uheldig situation, som hun selvfølgelig ikke skal sidde i, siger Lis Tribler.

Tilbage sidder Yvonne Larsen og ikke ved, om hun igen skal fryse.

- Man er jo gidsel i sit eget hjem uden at være skyld i det, siger Yvonne Larsen.


Nyhedsoverblik