500.000 snyder sig selv ved efterlønsudbetaling

Foto: TV ØST

For op mod en halv million danskere vil det være en direkte underskudsforretning at få udbetalt efterlønspengene. A-kasser kræver oplysningskampagne.

Til foråret kan en million danskere vælge at få udbetalt deres efterlønsbidrag skattefrit.

Men for op mod en halv million vil det blive en ren underskudsforretning, viser beregninger fra A-kassernes Samvirke.

- Det er blevet præsenteret som om det er en stor gulerod, at folk kan få pengene ud skattefrit. Det er det ikke. Det er nærmest bondefangeri, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i AK-Samvirke, til DR Nyheder.

Godt nok kan man få sine bidrag udbetalt skattefrit, men til gengæld går man glip af den skattefri præmie på omkring 143.000 kroner, som man får udbetalt, hvis man bliver i ordningen, men ikke gør brug af efterlønnen.

- Det er da rigtig dumt at give afkald på for eksempel 50.000 efter skat, og samtidig fraskrive sig muligheden for at gå på den forringede efterløn, hvis det viser sig, at man ikke kan holde ud til pensionsalderen, siger Verner Sand Kirk.

Jo ældre man er, jo større er incitamentet til at blive ved med at indbetale til efterlønnen, viser beregninger fra A-kassernes Samvirke.

En 55-årig vil således snyde sig selv for omkring 59.000 kroner ved at få udbetalt efterlønsbidragene, mens en 50-årig vil gå glip af omkring 29.000 kroner.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet bekræfter beregningerne. Ifølge ham vil det være "meget meget dumt" at få udbetalt efterlønspengene, hvis man er 50 år eller mere.

Ifølge en undersøgelse, som A-kassernes Samvirke har lavet, har 14 procent af dem, der har rundet 50, tænkt sig at få udbetalt deres efterlønsbidrag.

A-kassernes Samvirke mener, at politikerne er forpligtet til at rådgive befolkningen, så ingen skyder sig selv i foden.

- Det flertal, der har vedtaget det her, de må også tage et medansvar for, at der sker en rådgivning, siger Verner Sand Kirk.

Folk i 40'erne vil også umiddelbart tabe penge på at forlade efterlønsordningen, men det kan under visse omstændigheder alligevel være det rigtige, vurderer Jørgen Goul Andersen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App