Det vi har sammen

50-årig mand omkommet i brand

Foto: TV ØST

En 50-årig mand mistede mandag eftermiddag livet, der der gik ild i stueetagen i hans hus på Stevns.

En mand på Stevns er mandag omkommet under en brand, som sandsynligvis opstod i noget pc-udstyr, oplyser politiet til Ritzau.

Til 112 blev der slået alarm om branden på Borgergade i Magleby ved Klippinge cirka klokken 13.45 mandag eftermiddag.

- Da vi kommer derud, kan vi se, at der kommer røg fra taget, og at der er kraftig brand i stueetagen. Naboerne er der og fortæller, at beboerens bil holder i indkørslen, og at han formentligt er inde i huset, men de har ikke kunnet komme derind, da døre og vinduer i stueetagen er låst, siger My Christensen, indsatsleder ved Stevns Brandvæsen, til TV2 ØST.

På 1. sal fandt brandfolk frem til husets 50-årige beboer, men hans liv stod ikke til at redde.

Arnested ved pc-udstyr

Han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset, oplyser vagtchef Allan Kronvold ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Ilden er opstået ved noget pc-udstyr i stueetagen. Det er her, arnestedet er, siger vagtchefen.

Årsagen til branden vil nu blive undersøgt nærmere.

Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, og selve huset er udover sodskader ikke voldsomt beskadiget af branden, fortæller My Christensen til TV2 ØST.

/Ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App