49-årig fængslet for brutal vold

En 49-årig mand er blevet fængslet, efter han i går var ved at dræbe en bekendt fra misbrugsmiljøet i Nykøbing Falster med et boldtræ.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 49-årig mand fra Nykøbing Falster er fredag blevet varetægtsfængslet for et groft overfald.

Offeret, en 45-årig mand fra Holeby på Lolland, er indlagt på Rigshospitalet. Hans skader er så alvorlige, at man til at begynde med frygtede for mandens liv, men han meldes nu uden for livsfare.

Overfaldet skete torsdag aften i Nygade i Nykøbing. Her befandt mændene sig i den nu sigtedes lejlighed.

Slagsmål endte i grov vold

Der opstod tumult, fordi den 45-årige ikke ville forlade lejligheden, og mændenes slagsmål fortsatte udenfor på gaden.

- Det bunder formentlig i nogle uoverensstemmelser mellem de to, der begge hører til i misbrugsmiljøet, fortæller politikommissær Steffen Hedemand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det 45-årige offer har fået alvorlige skader i hovedet. Muligvis er han blevet slået med en baseballkølle.

- Det har han fortalt til en læge, men det ligger ikke fast. Vi er ved at lave en gerningsstedsundersøgelse for at få afklaret det, siger Steffen Hedemand.

Den 49-årige skal foreløbig sidde fængslet frem til den 19. februar.

/ritzau/


Nyhedsoverblik