42-årig mand sigtet for drabsforsøg på kvinde

Politiet har anholdt en 42-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg mod en 46-årig kvinde i Nykøbing Falster natten til torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 42-årig mand for et uhyggeligt overfald på en sovende kvinde i Nykøbing Falster natten til torsdag.

- Vi sigter ham for drabsforsøg, fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.

Sagen har skabt frygt

Han kan torsdag aften ikke fortælle, hvad den anholdte siger til sigtelsen.

- Vi har ikke afhørt ham endnu, siger vicepolitiinspektøren, der ikke vil oplyse, om den anholdte kender den overfaldne kvinde.

- Jeg vil slet ikke ud med detaljer om pågældende, siger han.

- Det er efterforskningen i løbet af dagen, der har ført til anholdelsen af manden, siger Søren Ravn-Nielsen, der heller ikke vil komme ind på, hvor manden blev anholdt - ud over, at det skete på gaden.

- Sagen har skabt meget frygt i området, og derfor skal folk vide, at vi har anholdt en mistænkt.

Kemikalie i ansigtet

Natten til torsdag vågnede en 46-årig kvinde ved, at en mand pressede en pude ned over hendes ansigt samtidig med, at han sprøjtede et kemikalie - sandsynligvis peberspray - i hovedet på hende.

Kvinden formåede at vriste sig fri fra gerningsmanden, som efterfølgende stak af fra stedet. Han efterlod sine sko.

- Det kan være, at han har taget dem af for at kunne liste rundt uden at blive hørt, siger Søren Ravn-Nielsen.

Motivet et mysterium

Politiet har endnu ikke klarlagt, hvordan gerningsmanden er kommet ind i villaen, som ligger på Æblehaven i Bangsebro i det nordlige Nykøbing Falster. Også motivet er et mysterium.

Kvinden var alene hjemme, da den ubudne gæst trængte ind i villaen. Hendes mand var bortrejst, men politiet forventer ikke, at det har nogen sammenhæng med hændelsen.

- Der er ikke noget i hendes livsførelse, som kan forklare det, der er sket. Hun har ikke umiddelbart nogen fjender, fortæller vicepolitiinspektøren.

Den 42-årige mand vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing, hvor politiet vil begære dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik