52-årig anholdt for drab på Lolland

Politiet har anholdt en mand fra Østlolland, der sigtes for at have dræbt den 70-årige Flemming Niels Håkonssøn i Rykkerup ved Sakskøbing.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 52-årig mand fra Østlolland er natten til Store bededag blevet anholdt og sigtet for at have dræbt Flemming Niels Håkonssøn i hans hus på Rykkerupvej ved Sakskøbing. Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Flemming Niels Håkonssøn blev torsdag formiddag fundet død i sit hus af en besøgende. Politiets undersøgelser viste, at han var blevet dræbt.

Politiet kan ikke oplyse nærmere om motivet til drabet, eller hvad der har ført til anholdelsen af manden fra Østlolland. Det vides heller ikke, hvordan han forholder sig til drabssigtelsen. Den 42-årige fremstilles senere fredag i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve, at han bliver varetægtsfængslet.

Den dræbte bliver fredag obduceret, og politiet fortsætter de tekniske undersøgelser i huset, hvor drabet fandt sted, oplyser Søren Ravn-Nielsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik