41-årig mand sigtet for kokainhandel

En 41-årig mand fra Slagelse er i Københavns Dommervagt blevet varetægtsfængslet for at handle med en stor mængde kokain. Politiet anser manden for at være leverandør af narko til bandemiljøet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Foreløbig mistænkes manden for at have handlet med 14 kilo kokain, men der forventes yderligere sigtelser mod ham, oplyser lederen af Københavns Politis specialgruppe mod bandekriminalitet, Henrik Svindt.

- Han har en aktiv rolle som leverandør til bandemiljøet, siger Henrik Svindt.

Manden blev mandag anholdt i sin bil ud for sin adresse i Slagelse. Her fandt politiet ved en ransagning syv kilo kokain gemt i bilen.

Desuden mener politiet, at manden ved to tidligere lejligheder i november sidste år hjemme hos sig selv har overdraget to gange 3,5 kilo kokain til en mand, der sidder varetægtsfængslet i sagen.

Denne mand blev sammen med tre andre fængslet i november. Ved den lejlighed beslaglagde politiet fire kilo kokain og fire millioner kroner i kontanter, biler og andre værdier.

Grundlovsforhøret over den 41-årige fandt sted for lukkede døre.

Mandens forsvarer, Mette Lauritzen, oplyste inden dørlukningen, at hendes klient nægter sig skyldig, og at han ikke ønsker at udtale sig.

Dommeren varetægtsfængslede ham i 16 dage. Han skal tilbringe de første 13 dage i isolation.


Nyhedsoverblik