3Fere demonstrerer mod tomatgartneri

3F-medlemmer demonstrerede i dag foran tomatgartneriet Østervang på Stevns. De håber nu, at flere 3F-medlemmer vil sympatikonflikte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En sag om 60 afskedigede medarbejdere skabte i dag blokade foran tomatgartneriet Østervang på Stevns. Omkring 25 3F-medlemmer mødte kl. 6.30 i morges op foran gartneriets indgang. De er utilfredse med, at de 60 østeuropæere, som fra den ene dag til den anden overtog deres arbejde for et år siden, arbejder uden overenskomst.

- De lønninger, som vi har her i Danmark, gør, at vi kan opretholde livet her i Danmark, så den løn skal de vel også have. Det vil selvfølgelig være godt, hvis der kan komme danskere derind igen, men som hovedregel så vil vi have, at lønningerne er i orden, siger Jørgen Birch Sunddahl, som er gruppeformand i 3F Køge Bugt.

3F-formanden vil nu søge om sympatikonflikt. Det betyder, at han vil appellere til andre organiserede arbejdere om ikke at håndtere produkter fra gartneriet. Det kan eksempelvis betyde, at varerne ikke kan blive transporteret, eller at gartneriet ikke får leveret post.

- Nu tager vi vores kampmidler i brug. Nu skal vi gerne have alle andre organiserede med. Vi håber også, at de store supermarkedskæder går ind og siger, at de ikke vil sælge tomaterne, siger Jørgen Birch Sunddahl.

Sagen startede i efteråret 2011. Her blev 60 ansatte fyret og erstattet af østarbejdere til en ukendt løn. Siden har 3F forsøgt at lave overenskomst med arbejdsgiveren bag tomatproduktionen, men hver gang er fagforbundet blevet afvist.

Østervang sælger tomater til blandt andet Fakta, Bilka og Dagli'Brugsen.


Nyhedsoverblik