35 nye stillinger til Slagelse

Der er flere arbejdspladser på vej til Slagelse. Det sker, når firmaet Peter Justesen Company A/S flytter deres lager fra København til Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er godt nyt for de ledige i Slagelse Kommune. 30-35 arbejdspladser er på vej. Til april flytter Peter Justesen Company A/S sit lager til Slagelse Kommune, det skriver Sjællandske.

Firmaet sælger blandt andet sofaer, dækketallerkener og vin til ambassader og diplomater i mere end 160 lande.

De første lagerfolk er allerede ansat. Siden 1. november sidste år har seks lagermedarbejdere pendlet fra Slagelse til Frihavnen i København, hvor lageret ligger i dag. Men inden længe flytter arbejdspladserne altså til Slagelse Kommune.

- Vi flytter 30-35 arbejdspladser til Slagelse, og alle vore nuværende lagerfolk fra København vil nok ikke i længden pendle frem og tilbage til Slagelse, så vi forventer, at stillingerne bliver besat med lokale folk, efterhånden som de blive ledige, siger direktør og medejer Jørgen Wenshøj til Sjællandske.

Godt for kommunen

På Jobcenter Slagelse er de allerede i gang med at finde kvalificerede lagerfolk til de tre næste stillinger, som skal besættes i februar. Fem ud af de første seks stillinger er blevet besat af ledige.

- Det betyder rigtig meget, både for de ledige, som nu har fået et arbejde i en tid, hvor det bestemt ikke vrimler med ufaglærte arbejdspladser. Og for kommunens pengekasse gør det også en kæmpeforskel, når vores indbyggere går fra at være på overførelsesindkomster og til at komme i arbejde, siger Flemming Erichsen (S), der er formand for Erhvervs- Innovations- og Arbejdsmarkedsudvalget til Sjællandske.


Nyhedsoverblik