Det vi har sammen

33-årig kører i døden mod betonpille

Foto: TV ØST

Et alvorligt færdselsuheld på Sjælland kostede onsdag eftermiddag en 33-årig mand fra Ringsted livet.

Politi og redningsfolk kunne konstatere, at manden var dræbt på stedet. Og vragdele fra bilen var spredt over et stort område med en radius af 70 meter.

Det var udfaldet af en alvorlig trafikulykke på Køgevej i Fjellebro på Sjælland, hvor en 33-årig mand onsdag eftermiddag kørte i døden.

- Vi modtager anmeldelsen klokken 17.18 og kører til stedet, hvor vi finder bilen, der er kørt mod en betonpille til en bro, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De pårørende til den 33-årige mand, der kommer fra Ringsted, er ifølge politiet blevet underrettet om ulykken.

- Der er tale om en eneulykke, hvor føreren formentlig med høj fart af en eller anden grund kører mod betonpillen, fortæller Henrik Møller Nielsen.

At farten var høj, viser det syn, som politiet og redningsfolkene blev mødt af, da de nåede frem til ulykkesstedet.

- Der var dele af bilen, som var spredt i en radius af 70 meter, og man kunne med det samme konstatere, at manden i bilen var død på baggrund af de kvæstelser, han havde, fortæller Henrik Møller Nielsen.

Politiet har rutinemæssigt taget en blodprøve fra den dræbte for at fastslå, om han har kørt i påvirket tilstand.

En af politiets bilinspektører arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?