29-årig nægter en stribe brandstiftelser

Foto: TV ØST

En 29-årig mand er tiltalt for en lang række brandstiftelser på Sjælland. Han nægter sig skyldig.

 

Ifølge anklagemyndigheden står en nu 29-årig mand bag en stribe brandstiftelser på Sjælland i årene fra 2007, til han blev anholdt den 6. januar i år.

Manden er tiltalt for i alt ni tilfælde af brandstiftelse, og i tre af tilfældene var mennesker i overhængende fare for at brænde inde.

Da sagen mod ham blev indledt ved retten i Næstved tirsdag, nægtede manden sig skyldig.

Alle brandene er opstået i bygninger tæt på, hvor han boede og et par gange også i hans eget hjem, hvor han boede med sin kone.

Han har to gange været anholdt i forbindelse med sagen. Første gang var i oktober sidste år efter to brande den samme aften.

Den første ramte hans nabo, hvor der klokken 23.30 om aftenen den 3. oktober udbrød brand i stråtaget. Her lykkedes det et forældrepar og deres søn at redde sig ud, inden det var for sent.

Nogle timer senere måtte brandvæsnet igen rykke ud til samme område i Slagelse, da der var gået ild i en lade på den grund, hvor den nu 29-årige mand boede.

Han blev efterfølgende anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fik anholdelsen opretholdt i tre døgn. Derefter måtte politiet løslade ham, da man ikke havde tilstrækkelige beviser.

Lige over midnat den 6. januar blev brandvæsnet tilkaldt til en anden nabo til den 29-årige. Her var der sat ild til en træpavillon, hvor familiens datter lå og sov. Det lykkedes mor og datter selv at slukke ilden.

I sneen fandt politiet friske sålaftryk, der førte ned til den 29-åriges hus. Da politiet bankede på, forklarede han, at han lå og sov.

Ved den efterfølgende ransagning fandt politiet ikke nogle sko, der passede til sålaftrykkene, men i brændeovnen fandt betjentene stålindlæg fra nogle sikkerhedssko, og den 29-årige blev anholdt.

Han lugtede af røg, og hårene på hans hånd og ene tinding var svedet af.

I retten nægtede han sig skyldig. Han afviste, at han havde været i nærheden af naboen, og når han lugtede af røg og havde afsvedne hår, skyldtes det, at han varmede huset op med en brændeovn.

Der ventes dom i sagen kort før jul.

/ritzau/

 

00:48 Luk video

01:25 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App