28-årig bandemedlem dømt for våbenhandel

Den 28-årige Rami Mawad blev tirsdag ved Retten i Holbæk idømt to og et halvt års fængsel for sammen med flere andre at have deltaget i en våbenhandel med mindst 18 skydevåben og ammunition.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han blev dømt efter sin egen tilståelse for at have medvirket til "overdragelse af ikke under 18 revolvere og pistoler med tilhørende ammunition til en samlet handelsværdi af ikke under 200.000 kroner," som det hedder i den såkaldte retsmødebegæring.

Ved dagens retsmøde besluttede dommeren at nedlægge referatforbud, så det er uvist, hvad den 28-årige forklarede om sagen.

Men ifølge Ekstra Bladet udsatte den 28-årige to pensionister, der anses for at være bagmænd i en større våbenring, for et regulært røveri.

Da pensionisterne mødtes med bandemedlemmet for at sælge våbnene til ham, blev de ifølge Ekstra Bladet truet med et andet våben, hvorefter den 28-årige stak af med de 18 revolvere og pistoler.

Sagen mod den 28-årige er et led i et større sagskompleks, hvor politiet i september sidste år ved ransagninger på ikke færre end 22 adresser landet over fandt ikke færre end 43 skydevåben. Tidligere havde politiet fundet 61 våben i samme sagskompleks.

Flere personer har været fængslet i sagen - herunder en 69-årig mand fra Asnæs og en 64-årig mand fra Grenaa.

I januar blev en 54-årig mand fra Vig idømt fire års fængsel for sin rolle i sagen. I hans hjem fandt politiet 41 våben og 800 kilo ammunition. Han har anket sin dom til Østre Landsret, som behandler sagen i april.

Desuden har en mand fra Københavns Vestegn tidligere fået 15 måneders fængsel.

Yderligere fem mænd sidder fængslet og venter på at få deres sager behandlet ved retten.

/ritzau/


Nyhedsoverblik