Det vi har sammen

25-årig var tæt på at kvæle kvinde

Foto: TV ØST

En 24-årig kvinde var i livsfare, da en gerningsmand tog kvælertag på hende i en lejlighed i Nykøbing Falster.

Et voldeligt overfald på en 24-årig kvinde lørdag aften i Nykøbing Falster er så groft, at det takseres som et drabsforsøg, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der sigter en 25-årig mand for overfaldet.

Den 25-årige blev søndag varetægtsfængslet frem til den 25. juni.

Meldte selv overfaldet

Kvinden ringede til alarmcentralen klokken 21.32 og fortalte om overfaldet. Hun gav politiet en beskrivelse af overfaldsmanden og navnet, så de kunne finde frem til ham.

- De har haft et forhold, og kvinden ringer og siger, at hun har været udsat for omfattende vold - formentlig et kvælergreb, siger vagtchef Ole Hald, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Ifølge politiet har kvinden været i livsfare under volden, da hun har punktformede blødninger i øjnene. Det er baggrunden for, at den 25-årige ikke blot sigter manden for vold, men for forsøg på manddrab.

Uden for livsfare

Kvinden blev bragt på sygehuset.

- Vi ved ikke, hvor alvorligt det er, men det er ikke livstruende på nuværende tidspunkt, siger Ole Hald søndag formiddag.

Politiet vil endnu ikke sige noget om motivet til volden, ligesom det også er uvist, hvordan den 25-årige forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App