24 virksomheder vil bygge Femern Bælt-forbindelsen

Foto: TV ØST

24 virksomheder fordelt på ni konsortier ønsker at blive prækvalificeret til at byde på Femern-forbindelsen.

Virksomheder fra en række lande stiller nu op i køen for at komme med på byggeriet af forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.

Selskabet Femern A/S har modtaget anmodning fra i alt 24 virksomheder i ni fælles grupperinger om at blive prækvalificeret til at byde på de fire store byggeopgaver i projektet.

Virksomhederne kommer fra syv europæiske lande samt Sydkorea. Desuden er virksomheder fra England og USA tilknyttet nogle af de 9 grupper.

- Vi er meget tilfredse med den interesse markedet har vist. Femern Bælt-projektet hører til blandt verdens absolut største tunnelkonstruktioner og derfor har vi brug for verdens bedste virksomheder til at udføre anlægsarbejdet, siger Steen Lykke, teknisk direktør i Femern A/S.

Gode ansøgninger

Han vurderer, at man har modtaget et tilfredsstillende antal ansøgninger.

- Jeg er sikker på, at vi vil være i stand til at prækvalificere et tilstrækkeligt antal professionelle og erfarne entreprenører, siger Steen Lykke.

Femern A/S skal nu gennemgå ansøgningerne i detaljer. Derefter kan man prækvalificere virksomheder, der bliver inviteret til at give bud på byggeopgaverne.

4 store kontrakter

Den endelige prækvalifikation ventes klar i løbet af foråret.

Virksomhederne kan byde ind på fire store kontrakter: uddybning af havbund og landopfyldning, anlæg af henholdsvis den nordlige og sydlige del af tunnellen samt anlæg af blandt andet ramper og tilsluttende anlæg på land.

Det samlede anlægsoverslag for forbindelsen er på 40,7 milliarder kroner. Det forventes at Femernforbindelsen vil stå klar i 2021.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App