Retten i Næstved har valgt at varetægtsfængsle den 24-årige mand, som politiet sigter for et drabsforsøg natten til mandag i Skelby nord for Næstved, frem til den 25. februar.
Det oplyser efterforskningsleder ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen.
Klokken 02.22 blev en 17-årig fra Næstved-området stukket i hjertet med en foldekniv ved bagindgangen til en ejendom på Buen i Skelby nord for Næstved.
Den 17-årige er fortsat ikke meldt uden for livsfare.
Den 24-årige mand, som ligeledes er fra Næstved-området, blev anholdt klokken 03.42.
Han blev mandag varetægtsfængslet for lukkede døre, da politiet fortsat mangler at undersøge vigtige detaljer i efterforskningen.
Den sigtede nægter sig skyldig.